Vær opmærksom på, at jo flere toppings, du lægger på pizzaen, jo længere skal den bage. Du får den mest optimale pizza ved at anvende få velvalgte ingredienser. Du kan evt. tilføje flere toppings, når pizzaen skal serveres – fx frisk tomat, krydderurter, ruccolasalat eller bacon, som du steger ved siden af.
Anbefaling: Brug mozzarella på bøffelmælk. Pluk mozzarellaen i små stykker og drys den udover pizzaen, når toppingsene er lagt på.
–
Bagning:
Vores erfaring er at ved ca. 250 grader på pizzasten er bagetiden ca. 15 – 17 min. og på Bagestål ca. 8-10 min.
Grill:
Du skal klargøre grillen i god tid før, pizzaen skal på. Varm pizzastenen/bagestålet op sammen med ovnen eller grillen. Tænd grillen på højeste temperatur – gå efter 300 grader. Alle brændere skal tændes på fuldt blus.
Sluk derefter grillens midterste brænder. Grillen skal gerne holde ca. 300 grader, mens pizzaerne bages.
Skub forsigtigt pizzaen ud på pizzastenen. Læg hurtigt låget på grillen, så varmen holdes i grillen. Undgå at åbne låget, mens pizzaen bager. Efter 5 minutter kan du tjekke pizzaen.
På pizzasten: hvis der er problemer med temperaturen kan man evt. forbage bunden et par minutter til den “bobler”. I vores grill har vi med pizzasten været nødt til at lade den midterste brænder være tændt på minimum.
I ovn:
En time inden du skal bage pizzaerne sætter du bagestål, pizzasten eller en omvendt bageplade ind lidt under midten af ovnen og sætter din ovn på den højeste temperatur den kan nå – gerne 250-300 °C.
Hvis pizzabunden bliver brændt, placerer du bagestålet et niveau højere, næste gang du bager. Hvis det derimod er osten og kanten der bliver forbrændt før bunden er klar, skruer du ned for ovnen, og minder dig selv om, at placere bagestålet lavere næste gang du bager pizza :-).
På pizzasten eller bageplade: Hvis du kun har en ovn, der går til 250, så forbag bunden i et par minutter til den bobler.